Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

Nyhedbrev fra G/F Laanshøj

​Hilsen til alle beboere på Laanshøj – fra Bestyrelsen i Grundejerforeningen Laanshøj

Grundejerforeningen Laanshøj vil gerne sende en hilsen til alle her på Laanshøj med information og synspunkter, som vi vurderer er relevante for jer alle, og som gerne skulle supplere den debat, I har i de respektive foreninger.

Lidt fakta:

Grundejerforeningen Laanshøj (GFL) er en forening for de 14 grund-/ejerforeninger, der er på Laanshøj i dag, og som forventes at blive udvidet med yderligere 4-5 foreninger de kommende år. Der er lige nu i alt 194 beboede boliger, og i alt er der udbygget ca. 27.000 m2 ud af de 43.300 m2, der står beskrevet i den gældende Lokalplan 72. Når Lokalplan 122 er færdigbehandlet, må vi nok forvente en stigning i det samlede antal kvadratmeter, der må bygges her på Laanshøj – en stigning til ca. 50.000 m2.

Grundejerforeningen Laanshøjs budget i 2016 var ca. 830.000 kr., som dækkes af indtægter fra de 43.300 m2 fordelingstal. Af disse betaler Boligejendom (BE) i dag i omegnen af 300.000 kr. (svarende til det nuværende ubebyggede areal på ca. 16.000 m2).

Foreningens penge går som beskrevet i vedtægterne til at betale for opretholdelse og vedligehold af de definerede fællesområder, som ikke er underlagt de enkelte grundejerforeninger, samt til finansiering af de omkostninger, som vi årligt beslutter at dække solidarisk, fx belysning, grøn pleje og snerydning på alle fællesveje, uanset hvor meget man ”nyder det” som enkeltforening eller beboer.

Når de nye kvarterer i Laanshøjs østlige ende bliver beboet, vil GFL få en række ekstra omkostninger til dækning af eksempelvis belysning, grøn pleje og snerydning på fælles veje. Disse udgifter kan vi imødese, uanset hvad det samlede antal kvadratmeter i Lokalplan 122 ender på. Hvis Lokalplan 122 bliver vedtaget i sin nuværende form, kan vi på grund af de forhøjede antal bebyggede kvadratmeter forvente en stigning i foreningens indtægter.

Kommunikation:

Den primære kommunikation fra GFL sker gennem offentliggørelser på vores hjemmeside, www.laanshøj.dk, samt skriftlige orienteringer til formændene for medlemsforeningerne. Som noget nyt har vi i 2016 også indkaldt formændene for foreningerne til dialogmøder, hvor vi har fortalt om vores arbejde og bedt om input til særlige temaer (eksempelvis fælleshuset).

På Laanshøj.dk kan man bl.a. finde mødereferater fra GFL’s bestyrelsesmøder og referater fra vores generalforsamlinger. Når man logger ind, kan man også se eksempelvis oversigtskort med snerydningsaftaler, græsslåning mv., så alle kan følge med i, hvordan pengene bruges. Jeres formænd har tidligere fået en liste over login og kodeord til de ”lukkede sider”, så alle på Laanshøj kan kigge ind.

Da G/F Laanshøj er en paraplyforening med lige nu 14 medlemmer, er vi ikke i stand til at kommunikere direkte om alle slags sager med beboere fra Laanshøj. Så vi opfordrer til, at man som beboer i første omgang henvender sig til sin lokale grundejerforening og beder dem tage eventuelle problemstillinger op. En henvendelse fra en af vores medlemsforeninger vil vi altid tage op på næstkommende bestyrelsesmøde, medmindre vi hurtigt kan løse det pågældende problem via en simpel e-mail-korrespondance.

Eksempler på GFL-bestyrelsens arbejde siden sidste generalforsamling

-​Vi har fået forhandlet og indgået aftale med kommunen om en total revidering af Lejrvej, Sandet, ankomstområde samt den interne trafikdæmpning, og disse er stort set afspejlet i kommunens ”udbygningsaftale” ifm. Lokalplan 122 (LP122).

-​Vi har brugt en hel del tid på det forberedende arbejde i forbindelse med LP122. Bl.a. har vi sammen med Beboerforeningen deltaget i dialogmøder hos kommunen.

-​Vi har fået medhold i, at Infocenter fjernes, og at der ikke bygges på grunden ifm. LP122. Vi har dog brug for bygningen til foreningsmøder mv., indtil et evt. fælleshus står klar.

-​Vi har gennemført en omfattende proces i forbindelse med Boligejendoms tilbud om betaling af et fælleshus og dertil hørende fællesarealer. Processen endte i første omgang med et ”ja tak” til Boligejendoms tilbud. Så nu afventer vi beslutningen om LP122, og så snart den er på plads, igangsætter vi de næste faser omkring fælleshuset.

-​Vi fik med delfinansiering af Boligejendom sat mere vejlys op ved Udsigten, så der er mere sikkert at færdes her om aftenen.

-​Generelt har vi finkæmmet vores grønne arealer og genbesøgt leverandører ift. plejeplan, snerydning mv. Vi fik en privat rideskole til at høste græsset på fællesarealer oppe bag fredsskoven. Vi sparede høstpenge, og de fik noget foderhø.

-​Kommunen overtog for noget tid siden vejbelysning (både drift og el) fra DONG og har erkendt, at de ikke har gjort noget aktivt længe. Vi har trykket på at få kommunen til at få ødelagte lamper på plads og fastlagt aftale for fremtiden. Vi er ikke i mål, bl.a. er Østre Kvarters lamper endnu ikke overdraget til kommunen.

-​Boligejendom har ansvar for dialogen med kommunen/Furesø Vand om kloakoverdragelse, men tempoet og processen er desværre ikke dér, hvor vi gerne så den være. Vi arbejder på flere fronter med at skabe fremdrift.

-​Vi arbejder i øjeblikket på at revidere forhold i vedtægterne, så de passer til den måde, Laanshøj bliver indrettet i fremtiden. Forslaget til revidering vil blive udsendt sammen med indkaldelsen til vores generalforsamling i foråret.

-​I forhold til aktiviteter generelt på Naturstyrelsens område på Flyvestationen har bestyrelsen i dialog med kommunen og Ole Bondo sat fokus på, at vi skal kunne være her som naboer, og bedt kommunen være katalysator for at sikre, at Laanshøj ikke får gener af arrangementer på området fra diverse ”initiativer”.

Ny lokalplan for Laanshøj

Ifm. arbejdet med LP122 har Beboerforeningen (BL) og GFL gennem efteråret deltaget i dialogmøder og har kommenteret/diskuteret med kommunen i både detaljer og store linier. GFL har i den forbindelse følt, at processen med kommunen har været væsentligt forbedret, omend vi ikke altid har kunnet lide de svar, vi har fået.

For at stå samlet stærkt som dialogrepræsentanter sammen med BL-medlemmer valgte GFL repræsentanter i dialogmøderne at basere synspunkter og holdninger på kriterier såsom:

Laanshøj skal være en bydel for alle – også fremtidige beboere

Rummelighed og Solidaritet

Økonomisk og trafikal bæredygtighed

Resultatskabende og fleksible løsninger

Mange her på Laanshøj har ydet gode bidrag for at påvirke LP122 til gavn for os alle, og nogle få har ydet kæmpe indsatser. Jeg synes, at vi skylder både de mange og de få en stor tak for deres indsats.

Høringsprocessen frem mod 6. februar:

Alle på Laanshøj har modtaget brev fra kommunen omkring LP122 planerne. Vi håber, I vil deltage i debatten og fremstille jeres synspunkter om de fremlagte planer – uanset om I er enige eller ej. Link til materiale for høringssvar kan findes på www.laanshøj.dk under News arkivet.

GFL’s bestyrelse har løbende kommenteret på planerne over for kommunens forvaltning, og vi har nu udarbejdet et høringssvar, der fokuserer på konkrete punkter, hvor vi tror, vi kan skabe en forandring i forhold til det fremlagte forslag. Høringsforslaget, der har været diskuteret med formændene fra vores medlemsforeninger på et møde den 24. januar, kan nu findes på vores hjemmeside, Laanshøj.dk.

Sociale arrangementer:

Aktivitetsudvalget, der egentlig udspringer af Beboerforeningen, har med finansiering fra G/F Laanshøj stået for en række arrangementer i løbet af 2016 – senest juletræsfesten foran Slottet. Det er rigtig dejligt, at nogle vil stille frivilligt op og arrangere den slags aktiviteter, der kan skabe endnu bedre relationer blandt os alle her på Laanshøj. Jeg ved, at Aktivitetsudvalget allerede har planlagt en række nye aktiviteter her i 2017. Det håber vi fra bestyrelsens side, at alle vil bakke op om. Stor tak til folkene i Aktivitetsudvalget.

Generalforsamling i maj:

Vi afholder vores næste generalforsamling i maj 2017. På generalforsamlingen er alle beboere på Laanshøj meget velkomne, men det er formændene for vores medlemsforeninger, der stemmer efter fordelingstal. Vi vender snarest tilbage med en dato for generalforsamlingen. Denne vil blive offentliggjort både på vores hjemmeside og i en e-mail til formændene for medlemsforeningerne.

På vegne af bestyrelsen for Grundejerforeningen Laanshøj

Jens Bjerregaard

Formand

​Adresse

​Grundejerforeningen Laanshøj

Sandet 6

3500 Værløse

Kontaktinformation

E-mail:

E-mail: webmaster@laanshoj.dk 

CVR: 33894783