Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

Høring om ny lokalplan 122 i Laanshøj.

Forslag til lokalplan 122

Byrådet i Furesø Kommune har den 30. november 2016 vedtaget at offentliggøre Forslag til tillæg 13 til Kommuneplan 2013, lokalplanforslag 122 for den sydlige og sydøstlige del af Laanshøj samt den tilhørende miljørapport.

På mødet vedtog Byrådet desuden et udkast til betinget udbygningsaftale. Den offentlige høring varer fra den 5. december 2016 til den 6. februar 2017.


Relevante filer

·​ Forslag til ny lokalplan 122

· ​Forslag til kommuneplantillæg 13

·​ Miljøvurdering af lokalplan 122 og kommuneplantillæg 13

·​ Udkast til udbygningsaftale

Kommuneplantillæggets indhold
Forslag til kommuneplantillæg 13 justerer på afgrænsningen af den økologiske forbindelse i Laanshøj, der er fastlagt i Kommuneplan 2013 for Furesø Kommune, og fjerner den rammebestemmelse, der sikrer bevaringen af officersbarakken i området.

Lokalplanforslagets indhold
Lokalplanforslag 122 fastlægger først og fremmest bestemmelser om områdets overordnede vejstruktur og afgrænsningen af delområder til boligbyggeri og rekreative formål. Desuden fastlægger planforslaget konkrete bestemmelser om byggeriets omfang, udformning og placering med hensyn til naturen og kulturmiljøet omkring det oprindelige kasernebyggeri i Laanshøj. Herunder sikrer lokalplanforslaget blandt andet, at nybyggeri holder en afstand til spredningskorridoren for markfirben i området.

Miljøvurdering
Forslag til kommuneplantillæg 13 og Lokalplanforslag 122 er ledsaget af en miljørapport, der er udarbejdet i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer. I miljørapporten er der et særligt fokus på planforslagenes miljøkonsekvenser i relation til trafikken i og omkring Laanshøj, kommuneplanens økologiske forbindelse samt de bevaringsværdige bygninger i planområdet.

Udkast til betinget udbygningsaftale
I tilknytning til planforslagene har Byrådet vedtaget et udkast til en betinget udbygningsaftale. I udbygningsaftalen forpligtiger ejeren af lokalplanområdet sig til at bidrage til en nødvendig ombygning af Lejrvej og Sandet samt etablering af hævede flader i Laanshøj i forbindelse med udbygning af planområdet. Udkastet til den betingede udbygningsaftale er beskrevet nærmere i lokalplanforslaget og i øvrigt offentliggjort på kommunens hjemmeside sammen med planforslagene.

Mindretalsudtalelser
Ved Byrådets vedtagelse af planforslagene og miljøvurderingen til offentlig høring afgav et byrådsmedlem en mindretalsudtalelse. Mindretalsudtalelsen er gengivet i lokalplanforslaget.

Borgermøde om planforslagene
Furesø Kommune afholder borgermøde om planforslagene tirsdag den 10. januar 2017 kl. 19. 30 i Galaksen, Bymidten 48 i Værløse.

Har du bemærkninger til planforslagene eller miljørapporten?
Bemærkninger skal senest den 6. februar 2017 sendes til Furesø Kommune, Center for By, Miljø og Erhverv, bme@furesoe.dk eller med post til Hørmarken 2, 3520 Farum, eller via Digital Post til Furesø Kommune.

Retsvirkninger
Efter planlovens § 12, stk. 2 kan Byrådet i byzoner under visse forudsætninger modsætte sig udstykning og bebyggelse, der er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Efter planlovens § 12, stk. 3 kan Byrådet ligeledes under visse forudsætninger modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel.
Efter planlovens § 17 må lokalplanområdet ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der kan foregribe den endelige lokalplan. Retsvirkningerne gælder til planen er endeligt vedtaget og offentliggjort, dog højst et år efter forslagets offentliggørelse.

Byrådets vedtagelse af Forslag til kommuneplantillæg 13, lokalplanforslag 122 samt den tilhørende miljørapport er offentligt bekendtgjort på Furesø Kommunes hjemmeside mandag den 5. december 2016.



Kilde: Furesø Kommune


​Adresse

​Grundejerforeningen Laanshøj

Sandet 6

3500 Værløse

Kontaktinformation

E-mail:

E-mail: webmaster@laanshoj.dk 

CVR: 33894783