Kære Alle i Laanshøj
Vi har nu haft vores fine fælleshus i godt og vel fem år. Helt overordnet har fælleshuset været en succes og det er dejligt at se, at det er blevet taget godt imod, bliver brugt flittigt og helt generelt bliver der passet godt på huset og dens inventar.
Men… det sidste halve års tid har vi oplevet stigende problem med fest-larm fra og rundt om huset. Fest-larm i en grad og på tidspunkter af døgnet som vi ikke kan være bekendt overfor de nærmeste naboer til huset. Det har været ret markant i flere tilfælde.
Langt de fleste gange har det været når vores unge mennesker i Laanshøj har brugt huset til at mødes, til fest, næsten fest, komsammener, mødes inden de skal videre til fest, julefrokoster o.s.v.
Det har oftest været spontan brug, og ofte er hovedparten af deltagerne ikke fra Laanshøj. Og stort set hver gang har der ikke været en “voksen” fra husstanden tilstede. Vi må bare konstaterer at lydniveauet inde i huset og specielt udenfor huset stiger gevaldigt når de unge er der på egen hånd. Desuden havde vi i november to smadrede ruder.
Larmen har været på et niveau så vi bliver nødt til at indskærpe overfor alle med unge mennesker i husstanden, at hjælpe med at få strammet op på deres brug af huset. Huset må ikke bruges til de unges spontane komsammener og fester, og skal huset bruges til fest eller hvad der kan nærme sig fest skal der, som anvendelsesreglerne i øvrigt tilsiger, være en ansvarlig voksen fra husstanden tilstede under hele arrangementet.
Vi håber denne opfordring er tydelig nok til at løse det stigende problem - så vi ikke behøver at tage hårdere skridt i anvendelse af fælleshuset.
Og så ellers bare en venlig henstilling til alle andre brugere af huset om at holde lydniveauet i og specielt udenfor huset på et minimum.
Mange hilsner og godt nytår
GF-Laanshøj