Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

Status på den mulige etablering af fælleshus

Kære beboere på Laanshøj

Julen står for døren og snart er det 2018.

I den anledning vil vi orientere jer lidt om status på den mulige etablering af fælleshus på Laanshøj.

Først lidt historisk baggrund:

Helt tilbage til begyndelsen af årtusindet blev de første beboere på Laanshøj lovet et fælleshus af Kuben A/S, som den gang stod for udviklingen af området.

Siden da har der været megen intern debat om fælleshuset, som i starten skulle ligge i ”Ridesalen”, og i 2016 dannedes et fælleshusudvalg, som i foråret 2016 gennemførte en formel behovsundersøgelse om emnet.

Processen intensiveredes i forbindelse med gennemførelsen af lokalplan 122, og i eftersommeren 2016 fik beboerne tilbudt 4 mio. kr. af Boligejendom ApS (Realdania) til opførelsen af et helt nyt fælleshus. Beløbet skulle ses som en kompensation for, at ”Ridesalen” i LP122 blev inddraget til boligformål.

Den 7. november 2016 gennemførtes en afstemning blandt alle G/F Laanshøjs medlemsforeninger, og alle foreninger stemte ”ja” til at tage imod tilbuddet fra Boligejendom.

”JA’et” skal nok både ses som udtryk for såvel ønsket om et fælleshus som for en stor usikkerhed om, hvorvidt den tidligere tilbudte ”Ridesal” ville være en for stor økonomisk mundfuld for Laanshøjs beboere.

”JA’et” betød samtidig en beslutning om, at:

G/F Laanshøjs bestyrelse i løbet af vinteren skulle igangsætte en proces, der skulle afklare, hvilke ønsker vi alle sammen har til et fælleshus, om det skal være større (end det Arkitema har tegnet) eller mindre.

Denne proces skal føre frem til en generalforsamlingsbeslutning om prioriteringen af de 4 mio. kr.

Efterfølgende lykkedes det Beboerforeningen Laanshøj, at få Boligejendom til at stille max. 250.000 kr. yderligere til rådighed for etableringen af andre fællesfaciliteter under den forudsætning, at G/F Laanshøj selv bidrager med et modsvarende beløb.

Status på fælleshusprocessen

Samtidig med ovenstående blev det besluttet, at G/F Laanshøjs bestyrelse skulle igangsætte en proces, som skulle afklare:

1.​Hvad vores nye fælleshus skal bruges til, og hvordan det dermed skal indrettes.

2.​Om vi ønsker at benytte rådighedsbeløbet fra Boligejendom til andre fællesfaciliteter.

3.​Hvordan kontrollen med byggeriet skal organiseres.

4.​Hvordan organiseringen af fælleshus-driften skal håndteres, når huset er færdigbygget – herunder hvordan finansieringen af driften sikres.

Her i efteråret har vi haft ”punkt 1: Hvad vores nye fælleshus skal bruges til, og hvordan det dermed skal indrettes” på dagsordenen.

Den 30. august 2017 blev der således afholdt en workshop omkring fælleshuset.

På mødet etableredes en beboergruppe, som skulle arbejde videre med behovsafklaring og dermed indretningen af et fælleshus. Arbejdet skulle tage udgangspunkt i workshoppens afklaringer samt i øvrigt i behovsundersøgelsen fra 2016.

Til støtte for gruppens arbejde tilknyttede bestyrelsen Lendager arkitekter, som har stort kendskab til fælleshusprojekter udviklet med bæredygtighed i fokus.

Her på hjemmesiden kan du åbne en række billeder af det oplæg til fælleshus, som vi i øjeblikket arbejder på.

Vi kan med glæde gøre opmærksom på, at oplægget har været forelagt på et formandsmøde den 21. november 2017 og beboermødet den 28. november 2017 – og det blev begge gange positivt modtaget.

Hvordan kommer vi videre:

I begyndelsen af det nye år vil vi tage fat i arbejdet med øvrige fælles faciliteter samt organisationen af såvel byggeri som fælleshusets drift, og vi skal samtidig danne os det fulde overblik over investeringerne i fælleshuset, en ramme for øvrige fællesfaciliteter samt finansieringen heraf.

Så snart vi er færdige med dette arbejde, vil vi i Bestyrelsen for G/F Laanshøj bede formændene for de enkelte medlemsforeninger orientere deres medlemmer og anmode disse om mandat til, på en ekstraordinær generalsamling i G/F Laanshøj, at stemme om:

G/F Laanshøjs bestyrelse skal forestå etableringen af fælleshus og fællesfaciliteter på Laanshøj

eller om fælleshusprojektet skal stoppes

Som det fremgår vil 2018 blive et spændende år med hensyn til mulighederne for udvikling af fællesskabet på Laanshøj, og på den baggrund vil vi ønske samtlige familier på Laanshøj en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.

Venlig hilsen

Bestyrelsen for G/F Laanshøj​


NB: Se billeder af udkastet til et nyt fælleshus her.



​Adresse

​Grundejerforeningen Laanshøj

Sandet 6

3500 Værløse

Kontaktinformation

E-mail:

E-mail: webmaster@laanshoj.dk 

CVR: 33894783